Nyheder       Parson Russell         Hvalpeliste         Billeder        Avisartikler        Links        Home

Artikler om Parson Russell
 
 
  

Terrier Nyt no.5 oktober 2013

Frida 100 år den 22. september 2013


Det er rigtig nok. Regnestykket ser sådan ud: Man siger jo, at et menneske-år er 7 hunde-år. Et hunde-år svarer således til ca. 52 dage. Frida er født den 10. juni 1099 og blev 14 år den 10. juni 2013. Frida blev med andre ord 98 år den 10. juni 2013 og 104 dage senere blev hun 100 år.

Da vi hentede hende, sagde Heidi og Senne: ”Måske bliver det ikke nogen nem hund. Hun ligner ikke helt de andre hvalpe i kuldet. Vi kan se, hun på mange måder ligner sin mor, Nellie. Klog, sød og glad, men ikke nem.  Hun sover ikke ret meget. Hun går sine egne veje. Hun går på ”jagt” i haven og allerede da hun var 4-5 uger gammel kom ind i stuen med sten, blade og pinde. Vi har givet hende navnet Cudweed’s Joyful  Jumper, fordi hun altid er så glad.”

De fik ret - ikke nem, men sjov og altid glad.       

Egentlig havde vi ikke regnet med, at hun ville blive så gammel. Frida har jo altid været meget aktiv. Hun har levet hver dag fuldt ud og der har hele hendes liv været fart over feltet. Der skal ske noget. Når vores andre hunde sover, er Frida vågen og lige fra hvalp af har Frida haft evnen til tage sig en power nap. ”Bare lige 10 - 15 minutter, så er jeg klar igen”. Sådan er hun stadig. ”Man kan sove, når man bliver gammel”, synes hun at sige.

Hun var ikke nem at opdrage. Blev hun skældt for meget ud, forsvandt hun ind gennem hækken til naboen. Hos Grethe var der altid trøst og en godbid at hente.

Frida har oplevet meget i sit lange liv. Hun har altid elsket bolde. Hun har altid kunnet drible og jonglere men en bold på snuden og i sine yngre dage har hun således deltaget i adskillige fodboldkampe. Mest træningskampe men også en enkelt gang en turneringskamp for ynglingespillere med dommer og det hele. Forklaringen er, at vi før i tiden boede i nærheden af KFUM-parken, som er et idrætsanlæg med fodboldbaner i Emdrup. Her fandt hun tit en herreløs fodbold, som hun legede med.  En dag, da vi fik tur der, stak hun pludselig af og ind på banen, hvor en fodboldkamp var i gang. Hun fik hurtigt fat i bolden og driblede rund med den i rasende fart. Noget så flovt har vi næsten aldrig oplevet. Spillerne på banen og vi styrtede rund efter hende, men kunne ikke få bolden fra hende igen.  Først da samtlige spillere fik jaget hende og bolden ind i det ene mål, fik vi fat i hende. På vejen nåede hun i øvrigt lige at smutte mellem benene på den stakkels målmand. Dommeren kunne ikke lade være med at fløjte og række den ene arm i vejret.  Hun havde scoret. Desværre for udeholdet, kunne vi senede forstå og mens vi med røde ører trak af sted med hende, blev målet korrekt annulleret af den grinende dommer. Rødt kort.

Frida elsker at svømme og bade. Engang hvor det var efterår og koldt svømmede hun tværs over Bagsværd Sø. Bagsværd Sø er temmelig bred. Sagen er den, at der ved Bagsværd Rostadium er udlagt orange bøjer til markering af de forskellige baner.  Frida så bøjerne som bolde og prøvede at få fat i dem alle sammen. Men de sad fast. Efter et par hundrede meter nåede hun den sidste bøje på modsatte side og vende om til de kaldende, råbende og skrigende ejere.  En halv time i det kolde vand kunne ikke slå Frida ud. Ugen efter prøvede hun igen.    

Plasticfodbolde er nemme at punktere. Bare lige et hård bid med en hjørnetand, så er bolden er død på 10 sekunder. Mindst 4-5 gange har vi måttet erstatte fodbolde, som hun har stjålet fra børn, når vi har gået tur. På et tidspunk gik vi altid rund med en tyver i lommen, hvis uheldet skulle være ude. Mest i Bernstorffs-parken. Her må man have hunden løs og Bernstorffsparken blev hurtigt Fridas hjemmebane. Egentlig var det lidt kedeligt at gå tur med hende her. For man så hende næsten aldrig. Fra man kom til gik, var Frida rund og hilse på sine venner. Hun kende næsten alle, der gik tur der, og viste hvem der havde godbidder i lommen. Hun blev hurtigt venner med gartnerne i parken. De kunne ikke lade være med at lege med hende kaste med pinde til hende og her kunne man som regel altid finde hende. Vi havde en aftale med dem. Når det blev for meget, satte de hende på traktoren og kørte op til ”Svenskevillaen”, som er en lille cafe og mødested i parken.  Frida elsker at køre traktor. Som tak for turen krævede de dog ofte en lille forfriskning til gengæld.

Frida har altid været meget glad for børn. Dér hvor der er børn, sker der som regel altid noget sjovt, er Fridas erfaring.  Hun har deltaget i naboens børnefødselsdag. Pludselig en fredag eftermiddag hørte vi vilde skrig inde fra naboen. Hvor er Frida?, tænkte vi straks. Og ganske rigtigt. Dér var Frida - styrtende rund og legede musketer mellem en hel skoleklasse med hatte, sværd og kårer. ”Hvor er den sød. Den kan godt lide lagkage”, betroede børnene os.

Skovbørnehaver er det bedste, hun ved. Især i Harreskoven, hvor der er bålpladser, er der mange skovbørnehaver på tur. Og Frida ved lige, hvor de er. Hun har delt mange madpakker, pølser og snobrød med dem - eller omvendt. 

Engang blev hun kidnappet - af nogle spejdere, som troede, hun var blevet væk. Når vi gik tur, gik Frida altid i forvejen. Hun vidste lige hvor vi var og fandt os altid, hvis hun altså gad.  I Gels Skov gik vi en aften tur, som så ofte før. Efter et stykke tid begyndte vi at blive nervøse for hende, for vi havde ikke set hende i nogen tid, Vi gik ned til en bålplads, hvor børn og unge nogle gange dyrker rollespil. Vi vidste jo at Frida elsker orker, og synes bare, de er så sjove. Der var hun nu ikke, men senere mødte vi nogle spejdere, som kunne fortælle, os at Frida var bragt til spejderhytten. De havde brugt deres tørklæder som hundesnor og havde udført dagens gode gerning. Da vi efter timers søgen endelig fandt frem til spejderhytten, skulle man jo tro, at hunden var glad for at se os igen. Men sådan er Frida ikke.  Vi kom nærmest til ulejlighed. Vi måtte hive hende derfra. ”Vi er altså kommet til at give den et par pølser. Ungerne mente, den var sulten”, sagde spejderlederen.  Vi takkede og gik.

Siden den gang har skovture været lig med snorreture.

Som sin mor, Nellie har Frida altid elsket jagt.  Katte, pindsvin, duer, mus - og rotter. Fra hun var hvalp blev hun taget med til rideskolen i Lyngby. Det var et Eldorado. For hvor der er foder, er der også rotter. Her var der virkelig mange. Frida slog sig sammen med Foxy en foxterrier som bestyreren havde. Sammen kunne de tage 4-5 rotter på en dag. Hvad ingen skulle have troet; rotterne forsvandt og Frida måtte finde på nye eventyr. Heldigvis fandt hun sig nogle nye venner, i form af nogle blå mænd på den nærliggende kommunale plads.  Så kunne man hente hende der. Flere gange - for hun bliver åbenbart ikke klogere -  er hun kommet ind men pindsvinepigge i hele hovedet. En gang havde en pindsvinepig sat sig fast i ganen på hende. Vi måtte trække den 2-3 cm lange pig ud med en tang. Heldigvis overlevede pindsvinet og nyder sit otium hos naboen.

Frida elsker at løbe agility. Hun har opnået store resultater på agilitybanen. Tre gange er hun blevet årets Parson agility. Frida sluttede sin agilitykarriere for halvandet år siden men hun vil stadig rigtig gerne med, når Susanne tager af sted med de andre hunde til agility. Selvom hun det sidste to år løb i veteranklasse, var hendes tider stadig ofte bedre end vinderen af den ordinære klasse. Frida har altid været hurtig.

Frida har fået 4 kuld hvalpe. Vi han se at hendes afkom på mange måder ligner hende. Selvom det har været agilityen og ikke udstillingsringen, der har hendes - og ejernes- interesse er der alligevel flere afkom efter hende, der har opnået store resultater på udstillingerne. Frida er således mor til Lene og Anders’ ”Molly” og er mormor til Danskans’s Frederik.             

I øjeblikket har vi fem Parsoner. Det er stadig Frida der trods sine 100 år styrer flokken. Men på sig egen måde. Vi har aldrig slagsmål. Frida har aldrig været i slagsmål - ikke sådan for alvor i hvert fald, hverken med vore egne eller med fremmede hunde.  Hun styrer altid uden om og kigger væk. Et lille knur eller et lille vip med overlæben er som regel nok. Der står meget respekt om Frida. Hennes egen datter, Evita og især vores yngste hund, Josie ser vildt op til hende. Så meget, at det nogle gange er for meget. For vores andre hunde lærer jo ikke bare de gode vaner men også de dårlige. Vore hunde elsker at være på stranden ved vores sommerhus. Her har Frida på side ældre dage udviklet en vane med at lede efter blåmuslinger. Hun snuser, finder en der er god og frisk, knaser den og spytter skallen ud. Josie følger lige efter og gør præcis det samme - bortset fra at hun åbenbart ikke har forstået, at muslingen skal være helt frisk og at skallen ikke er spiselig. Ikke godt.

Frida nyder sit otium. Hun er blevet lidt mere grå, men hun er stadig frisk. Elsker sine ture. Hun hører ikke så godt mere, tror vi nok. Vi er ikke helt sikre. Frida har altid haft en meget ”selektiv” hørelse.  Men synet og lugtesansen fejler ikke noget. Hun fik for et år siden konstateret Kussings Syndrom. Der troede vi at, det var slut. Men pillerne virker godt. ”Frisk som en havørn”, påstår Dyrlæge-Helle når hun kommer til kontrol.

 Vi kan stadig møde mennesker på gaden, der tror hun er en hvalp - vi lader dem blive i troen.
   
                                                                                                                                      Susanne og Jens Peter
                                                                                                                                        Kennel Streetrunner                                    

     

      

 
 
                                                                                                                                             Til Top 
 

 
 
www.fyens.dk Fyens Stiftstidende  07/12/2001 

Amadeus og borgmester Torben
                                                        Knudsen
Mange af Torben Knudsens politiske modstandere har nok haft lyst til at tage ham ved næsen ind i mellem. Terrieren Amadeus, som var en af gaverne ved borgmesterens afskedsreception, betænkte sig ikke et øjeblik. 

Et kærligt nap til borgmesteren 
AFSKED: Torben Knudsen fortryder ikke sit nej til politik. Nu skal han passe hund 
Af Jesper Gimbel 
 
NØRRE AABY: Det er s'gu en rigtig hund! 

Det var borgmester Torben Knudsens spontane reaktion, da han på sin afskedsreception i går fik overrakt et levende bevis på, at mange bekymrer sig for, hvad han skal få tiden til at gå med, når han ikke længere er borgmester. 

Beviset hedder Amadeus, er ni uger gammel og af racen Parson Russel Terrier. Ifølge giveren, erhvervschef Aksel Tornøe på vegne af Ejby-Nørre Aaby Erhvervsråd, besidder racen en selvstændighed, der grænser til det stædige, er lærevillig på egne betingelser, og så går den ikke af vejen for at give langt større racer besked om, hvad den mener om dem. Uden at der nødvendigvis skal drages paralleller til den afgående borgmester, understregede erhvervschefen. 

Ideen til afskedsgaven lå lige for. Ejby-Nørre Aaby Erhvervsråd har en terrier som maskot. 

Straks Torben Knudsen tog den lille hund op, gjorde den, hvad mange af hans politiske modstandere i tidens løb har drømt om. Den tog ham godt og grundigt ved næsen - men borgmesteren havde ikke noget imod de forsigtige nap, der vist nok var kærligt ment. 

Ivrig debattør 
En pæn håndfuld borgmesterkolleger fra det vestfynske var troppet op for at tage afsked med Torben Knudsen. 

Hans afløser i embedet, partifællen Hanne R. Christensen, fremhævede en lang række af de forandringer, der er sket i Nørre Aaby i Torben Knudsens 14-årige regeringstid. Blandt andet har kommunen bevæget sig fra en af landets dyreste rent skattemæssigt til Fyns tredje-billigste. 

Claus Hansen, borgmester i Ejby, holdt en munter tale og afslørede, at han siden sommerferien ofte har været i tvivl om, hvorvidt Torben Knudsen nu virkelig ville stoppe. Årsagen var Torben Knudsens debat-iver i særlige sager, især de, der involverer andre kommuner. 

- Det kunne være mellemkommunale spildevandsforhold, lossepladser eller nærliggende kommuners grundskyld, sagde Claus Hansen med slet skjult henvisning til nogle af de udfald, Torben Knudsen af og til har gjort mod de to naboer Middelfart og Ejby. 

Han anførte dog også, at Torben Knudsen i Kommuneforeningens debatter kan være et nok så roligt gemyt. 

- Nogle vil ligefrem sige, at geniet sover. Men du ser indersiden af øjenlågene på en sober måde. Du hverken støjer eller nikker med hovedet, og pludselig er du med i debatten igen, sagde Claus Hansen. 

Vemodigt, men rigtigt 

Torben Knudsen erkendte, at det var vemodigt at tage afsked med borgmesterjobbet. Men han fastholdt, at det var den rigtige beslutning. 

- Man skal ikke sidde for længe. Det er hverken sundt for kommunen eller én selv. Jo ældre man er, før man går fra, jo sværere bliver det at genoprette sociale relationer, sagde han. 

Nu ser han frem til at dyrke de interesser, som han ikke har haft tid til, mens han sad på borgmesterposten. Og han vil ikke længere blande sig i politik. 

- Noget af det, jeg var mest glad for, da jeg startede, var, at den gamle borgmester ikke blandede sig. Jeg vil betragte det som utidig indblanding, sagde han og løftede samtidig sløret for en luftig plan: 

- Jeg håber sandelig, at jeg skal have en flyvemaskine igen. Jeg har da regnet med, at jeg skal til at flyve igen. 
 

© Fyens Stiftstidende og bladets fotografer og journalister har ophavsretten til artikler og fotos. Det er tilladt at tage enkelte kopier på papir til privat brug. 
 

 
 
 
                                                                                                                                                                                 Til top